Jazzen swinger med Odense Banden

ODENSE BANDEN er garant for alt fra et jazz brag langt ud over scenekanten, til stemningsfuld eksklusiv dinner musik. Professionel, pålidelig og præsentabel, således møder man til hver en tid det fynske orkester. ODENSE BANDEN har i sit mangeårige virke begejstret publikum med gedigen jazz, og musikken spiller fortsat lystigt overalt.

ODENSE BANDEN er et traditionelt jazzorkester med rødder tilbage i de glade 50'ere og 60'ere.er sammensat af kendte og populære musikere, som hver især har spillet i mange forskellige sammenhænge i de seneste 30-40 år.

 

ODENSE BANDEN holdt 25 års jubilæumskoncert i Odense den 11. september 2009.

ODENSE BANDEN er et alsidigt orkester med et bredt repertoire i egne arrangementer og med danske og udenlandske tekster.

 

ODENSE BANDEN har besøgt New Orleans tre gange. I 1989 hvor man spillede med lokale, amerikanske musikere på såvel ydmyge værtshuse i Bourbon Street, som på mondæne hoteller i Canal Street. I 1992 på det legendariske "Mahogany Hall" og senere med afstikker og optræden på krydstogtskib i Den Mexicanske Golf og med ophold i bl.a. Florida, Mexico og på Jamacia, og i 1998, hvor de lokale jazzvenskaber igen blev bekræftet og turen afsluttet i Los Angeles og New York.

 

Hvert år siden 1992 har ODENSE BANDEN afholdt populære koncerter med solister fra den danske jazz- og revyscene. Trækbasunisten Ole "Fessor" Lindgreen har været at finde som fast og gennemgående solist, og af andre kendte solister kan nævnes Rikke Mølgård, Guy Moscoso, Gunhild Carling, Bjarne Liller, Grethe Sønck, Finn Ziegler, Lone Kellerman, Jesper Thilo, Dario Campeotto, Erling Kroner, Irina Strange, Flemming Krøll, Ann Farholt, Arne "Papa" Bue og mange andre.

 

Koncerterne i 2004 med Finn Ziegler og i 2007 med Ann Farholt er optaget og udgivet på CD.